Argyle Pink Diamanter - læs om investeringsdiamanter – Hartmann's

Argyle Pink Diamanter

Et år efter lukningen af den legendariske mine.

November 2021

Da Argyle-minen lukkede den 3. november 2020, og Hartmann´s som ”Argyle Pink Diamonds Select Atelier” var med til en historisk online lukkeceremoni, vidste vi alle sammen, at en æra var slut, og der var skrevet diamanthistorie.

Vi vidste også, at priserne forventeligt ville stige de kommende år. De sidste rådiamanter var allerede hentet op af undergrundsminen. Men der var stadig pink diamanter fra mineselskabet Rio Tinto, som ville udbydes til salg til udvalgte partnere det kommende år. Der ville også være en legendarisk sidste ”Argyle Pink Diamonds Tender 2021”, som var planlagt med de sidste sjældne tendersten.

 

Men hvordan er det så gået det pink diamantmarked et år efter Argyle-minen lukkede?

Først må vi rose Rio Tinto for gennem de sidste 12 måneder at have fået en utrolig stor mediedækning og opmærksomhed fra aviser, magasiner, fagtidsskrifter og Tv-stationer. Historien har været nem at fortælle og interessen stor om, hvordan verdens mest farvemættede diamanter de senere år er blevet juvelerens darling, har fået spotlight på den røde løber og er blevet eftertragtede blandt samlere, investorer og connaisseurs.

Jeg havde selv fornøjelsen af at deltage i et spændende TV-indslag i prime time på ABC News i Australien i september med tilhørende større artikel om emnet.

 

Efter sidste års ”Argyle Pink Diamonds Tender 2020” var der allerede lagt i kakkelovnen til overraskelser, da flere at de tidligere markante spillere på det farvede diamantmarked endte med at få stort set ingenting. Kollegaer og diamanthandlere som jeg er i kontakt med på ugentlig basis. De blev taget lidt med bukserne nede, da der allerede sidste år blev budt markant højere priser end nogensinde før. Eller rettere sagt aggressivt på de allerbedste pink diamanter.

Hartmann´s bød på flere Argyle Pink tendersten på sidste års tender (2020) uden held. Vi havde allerede forinden erhvervet os en pæn portion pink diamanter til julehandlen 2020, som vi modigt havde erhvervet os i begyndelsen af Covid-19 epidemien. Men da vi kom til januar 2021 var alt revet væk af kunderne. Særligt Argyle Pink diamanter mellem kr. 250.000-1.200.000 var udsolgte.

2021 startede som de fleste husker med Corona nedlukninger i hele verden. Den nye situation gjorde ikke efterspørgsel efter pink diamanter mindre. Tværtimod søgte mange samlere, smykke interesserede og investorer efter unikke diamanter, som en interessant pengeanbringelse eller som ”conversation pieces”.

Heldigvis har vi igennem de senere år købt Argyle Pink diamanter op i mange forskellige størrelser og besluttede at støvsuge markedet for mange af de mindre pink diamanter (0,01-0,15 carat), som vi bruger i vores ”Hartmann´s Argyle Pink Collection”. Både min bogholder og medarbejdere så måbende til, da der regelmæssigt ankom værdiforsendelser med pink diamanter i intense farver til en million per stenbrev eller mere. Jeg turde ikke vente med at investere, for hvornår kunne jeg næste gang forvente at finde de rigtige pink diamanter? Jeg måtte kigge lidt ud i fremtiden og købe til de næste år.

Der blev ikke udbudt mange Argyle Pink diamanter de første 6 måneder af 2021 fra Rio Tinto. Sliberierne havde været lukket ned, og der var ikke blevet forarbejdet den vanlige mængde pink diamanter. Indien havde været ekstra hårdt ramt af Covid-19, og da hovedparten af alle mindre sten under 0,25 carat forarbejdes der, var markedet presset.

Det lykkedes os alligevel med vores stærke og mangeårige netværk at købe flere interessante Argyle Pink diamanter, hvoraf mange kun nåede at være i butikken i mindre end 48 timer. Vi havde simpelthen kunder skrevet op til diamanterne.

Husk, at ikke alle Argyle Pink diamanter er exceptionelle. Med mere end 20 års erfaring med handel med Argyle Pink diamanter, ved vi, hvordan en super pink diamant ser ud, og hvilke diamanter som har et investeringspotentiale. Her har Argyle farverne 1P til 4P været meget attraktive som investeringssten.

Vi fornemmede nu at interessen for Argyle Pink diamanter var steget ganske betragteligt, og rigtig mange diamanthandlere og kunder ønskede at blive en del af Argyle historien. Det betyder at diamanten skal have et eftertragtet Argyle oprindelsescertifikat.

Rio Tinto løftede i maj måned sløret for, hvad historiens sidste ”Argyle Pink Diamonds Tender 2021” kom til at indeholde og sikke en finale! Argyle-minen udbød 70 stk. pink diamanter i ”Journey Beyond” og 24,88 carat blå diamanter i ”Once in a Blue Moon Collection”. De blå diamanter udbydes kun til salg hvert 5 år. Året høst af pink tendersten bestod af den hidtil største Fancy Intense Pink diamant i historien på 3,47 carat samt hele 42 pink diamanter over 1,00 carat og 5 pink diamanter over 2 carat – fuldstændigt uhørt. Tidligere har antallet af pink diamanter over 1 carat været relativt begrænset og Argyle-minen frembringer meget sjældent diamanter over 2 carat.

 

Pink og røde diamanter i Argyle Pink Diamonds Tender 2021.

Årets ”Argyle Pink Diamonds Tender” var helt exceptionel, og jeg havde selv muligheden for at besigtige diamanterne i slutningen af august, som en af de få udvalgte diamanthandlere med adgang og som ikke var underlagt rejserestriktioner.

Det var en meget stor oplevelse at besøge Rio Tinto i Antwerpen igen og se den nok flotteste samling pink og blå diamanter igennem min karriere. Jeg har 15 år i træk været inviteret til at byde side om side med de største juvelerer i verden som Graff, Cartier og Harry Winston. I år var jeg fast besluttet at ”gå til stålet” og havde allerede en god plan, da jeg forlod Antwerpen sent fredag aften.

I slutningen af september lagde Hartmann´s sit hidtil største bud på Argyle Pink diamanter nogen sinde (og diamanter overhovedet) – et tocifret millionbeløb. Det var med sommerfugle i maven, at jeg trykkede på send knappen på den elektroniske Diamond Tender portal. Hvis vi havde vundet diamanterne, skulle de betales indenfor 48 timer.

Nu ville der gå cirka 10 dage, inden jeg fik besked, om vi havde vundet Argyle diamanter. Jeg havde særligt budt pænt aggressivt på de blå diamanter og udset mig cirka 60% af ”Once in a Blue Moon Collection” og budt på hver eneste af de større blå diamanter.

Året resultat af ”Argyle Pink Diamonds Tender 2021” bliver ikke offentliggjort nogle steder, men jeg kan fortælle, at vi til vores store overraskelse ikke fik en eneste diamant. Ikke EN ENESTE diamant og det er selv om, vi havde budt mellem 35-100% over de vejledende vurderinger, som kan rekvireres diskret. Tak for kaffe! Det pink diamantmarked havde igen taget et voldsomt ryk, og selv om vi som ”Argyle Pink Diamonds Select Atelier” har fingeren på pulsen, har der været markeder, som for en hver pris ville vinde Argyle Pink diamanter for at tiltrække kunder og skabe overskrifter.

Argyle Eclipse™ som rådiamant.

Efterfølgende har jeg været i kontakt med flere af mine diamanthandlere og ligesindede ”Argyle Pink Diamonds Select Ateliers”, som enten står tomhændede eller har vundet Argyle Pink diamanter. Alle siger, at dette års tender var helt exceptionelt, og alle har budt med historiske rekordpriser. Kun fremtiden kan afsløre, om det var dyrt eller fornuftigt.

Lige nu kan jeg kun glæde mig over alle de exceptionelle pink diamanter, som vi har solgt til vores kunder de sidste år, og som er erhvervet til fornuftige priser.

Og mon ikke der ligger et par pink diamanter gemt af vejen i et pengeskab i Bredgade?

Argyle-minen er lukket og en æra er slut, men de fantastiske Argyle Pink og Argyle Blå diamanter vil leve videre i smykker, hos samlere og investorer og sætte deres præg på diamantmarkedet mange år endnu.

Tak til Rio Tinto og Argyle-minen for mange fantastiske oplevelser som jeg vil gemme i min hukommelse resten af livet.

 

Epilog:

Hvor meget er Argyle Pink diamanter steget det sidste års tid?

Det afhænger meget af farven, størrelsen og faconen.

F.eks. er runde brillantslib i Argyle Pink meget sjældne i større størrelser (over 0,20 carat). Farverne 1P-4P er mere eftertragtede end lysere farver.

Men overall er Argyle Pink diamanter steget mellem 20-45% de sidste 12 måneder.

 

Prisstigninger siden år 2000 (index)

 

Er alle pink diamanter steget i pris?

Vi oplever ikke den samme værdistigning på pink diamanter fra Rusland og Afrika. Typisk er disse pink diamanter meget lysere i farven og ikke så farvemættede som Argyle's diamanter. Mange af stenene fra Afrika har også en brunlig eller orange tone.

Lige nu er der en meget stor kundeefterspørgsel på specifikt Argyle Pink diamanter med oprindelsescertifikater fra Argyle-minen.

 

Hvordan er det gået med Argyle Blå diamanter?

Argyle Blå diamanter er endnu mere sjældne end Argyle Pink diamanter og har levet lidt under radaren indtil for nogle få år siden. I 2016 blev en af de mest sjældne blå diamanter, en oval Argyle Violet diamant på 2,83 carat, fremvist i Moltkes Palæ i København i forbindelsen med Hartmann’s afholdelse af verdenspremieren på ”Argyle Pink Diamonds Tender 2016”. Og den blev efterfølgende solgt til en rekordpris.

Argyle Blå diamanter har i år oplevet en rekordstor værdistigning, da ”Once in a Blue Moon Collection” blev solgt til flere gange vurderingen til en asiatisk diamanthandler der har betalt en rekordpris for de 24,88 carat.

 

INSPIRATION

      Åbningstider

      Se åbningstider
      • Man + Tirs 10.00-18.00
      • Ons + Tors 10.00-18.00
      • Fredag 20/12 10.00-19.00
      • Lørdag 21/12 10.00-16.00
      • Søndag 22/12 11.00-16.00

      Bliv kontaktet

      Kom ind i butikken og få ekspertrådgivning af en af vores medarbejdere.

      Ønsker du at blive kontaktet af en salgsmedarbejder udfyld da venligst nedenstående.

      .