En af verdens største diamantminer lukker nu – hvad betyder det?
Argyle-minen i Australien frembringer 90 % af verdens pink diamanter, og har, siden minedriften begyndte i 1983, minet over 850 millioner carat rådiamanter.
Den 3. november tages det sidste spadestik i Argyle-minen, og størstedelen af tilførslen af pink diamanter til verdensmarkedet vil forsvinde. Branchen har længe gisnet om, hvad det vil få af betydning for det globale diamantmarked, når en af verdens største diamantminer lukker.
Mere end sjælden
Diamanter er sjældne. Pink diamanter er et unikum i særklasse, for der findes kun ét sted i verden, der konsekvent har kunnet frembringe pink diamanter. I et smukt og menneskefattigt naturområde i East Kimberley, findes den legendariske Argyle-mine.
Ingen anden mine i verden frembringer regelmæssigt pink diamanter. Men det er i så begrænsede mængder, at et års samlet produktion af pink diamanter, der er større end 1 carat kan ligge i en håndflade. Ud af de 13 millioner carat som blev udvundet sidste år er kun 0,01% carat pink. Men om lidt er en æra slut!
”Værdien af disse sjældne lyserøde og pink diamanter anslås at stige yderligere når den primære kilde – Argyle-minen i Australien, snart lukker. Det begrænsede udbud af disse yderst sjældne og smukke diamanter, har skabt en betydelig efterspørgsel efter diamanter af høj kvalitet”, skriver HRD Antwerp i oktober 2020.
Det er kombinationen af sjældenhed, farve og intensitet i de australske diamanter, der har sendt både efterspørgsel og pris i vejret hen over det sidste årti. Pink diamanter bliver unægtelig et samlerobjekt, der vil stige i værdi og over tid opnå samme legendestatus som de nærmest mytiske Fabergé-æg.
Pink er blevet dansk ekspertise
Selvom der er over 14.000 kilometer fra Argyle-minen i East Kimberley til Bredgade i København, så har netop denne mine haft stor betydning for en passioneret 49-årig dansker – og enhver anden, der drages af diamanternes fantastiske historie. Det er 20 år siden Ulrik Hartmann forelskede sig i og solgte sin første pink diamant. Siden har han arbejdet ihærdigt på, at formidle sjældenheden og skønheden til danskerne. Det tog juveleren mange år at etablere pink som det nye sort i diamantuniverset, men ikke desto mindre er det lykkedes. Nu synger beholdningen på sidste vers, og også Ulrik Hartmann kan mærke presset fra kunderne.
”Vi har vidst i mange år, at minen har en begrænset levetid, men nu er det nu! Vi oplever at flere og flere efterspørger pink diamanter fra Argyle-minen, og vi får flere henvendelser omkring erhvervelse for investeringsøjemed, for kunderne er også ved at opfatte knapheden i udbuddet”, fortæller Ulrik Hartmann
Det er selvfølgelig uvist, hvordan markedet reagerer, men en ting er sikkert – den lille håndfuld intense pinkfarvede diamanter, der har været sat til salg de sidste knap 40 år, vil være uhyre eftertragtede.
FAKTA om Argyle-minen
- Diamantforekomsten blev opdaget ved en tilfældighed i 1979, og minedriften begyndte i 1983.
- Minen har i sin levetid produceret 850 mio. carat rådiamanter, og bidrager hvert år til ca. 10% af verdens produktion af diamanter. Heraf er knap 60% grå og sorte, knap 40% champagnefarvede og under 0,01% pink. Argyle-minen er verdens største udbyder af farvede diamanter.
- Argyle frembringer 90% af verdens pink diamanter
- Der er indirekte 300.000 personer beskæftiget i udvinding, slibning, og handel med diamanter – fra Australien til Indien og Europa
- Minen ligger 2.000 km nordøst for Perth. Den dækker et areal på 450.000 m2 (svarende til ca. 6 gange Tivoli). Den går 1 km ned i jorden og har ca. 40 km minegange.
- Minen var oprindelig en ’open pit’ mine, men blev i 2013 bygget om til en undergrundsmine. Det kostede USD 2,8 mia.
- Minen drives af Rio Tinto, der har hovedsæde i London med diamantkontorer i Perth, Singapore og Antwerpen. CFO for Rio Tinto er danske Jakob Stausholm.
- Når minen lukkes, påbegyndes et kæmpe reetableringsarbejde. Der er afsat $200 mio. til arbejdet, som er estimeret til at tage op til 10 år. Blandt andet skal 10.000 træer plantes.
Kontakt Ulrik Hartmann for yderligere oplysninger – tel. 22 13 13 30